1. Hvad laver din virksomhed – og hvad er din rolle i virksomheden?

Min virksomhed, Jeelie, sælger eksklusive smykker til mænd og kvinder i alt fra ædelsten og rådiamanter til mammuttand og rokkeskind.

Jeg har altid haft en interesse for de materialer, jeg bruger i smykkerne og designet, som jeg selv ligger længe og leger med. Da virksomheden er bygget op ved siden af mit studie på et sparsomt budget, har jeg selv påtaget mig alle roller; webshopopsætning, erhvervskonto, sociale medier, SEO, fotografering, indkøb, design og produktion for at nævne de åbenlyse.

Jeg står også selv model på billederne – det er nok en af førsteprioriteterne at få afsat, når pengene er til det! 

2. Hvad var din første udfordring som iværksætter?

Min første udfordring er og bliver markedsføring! Jeg er stædig nok til at ville lære at gøre det selv, men jeg er overhovedet ikke aggressiv nok til at få det igennem.

Jeg har så pokkers svært ved at insistere på at få et møde med butiksindkøberen, når man ellers lige er blevet henvist til det sorte hul af ”alt foregår over mail” af medarbejderen. Der er så mange om buddet på nettet, at det er nær umuligt at skille sig ud uden, at kunden har prøvet smykket på armen.

3. Hvad har været din bedste oplevelse som iværksættere?

Der er så mange små succeser i at se noget vokse fra ingenting! Der er endnu ingen Chanel-taske, der kan give mig samme glæde som ved at have givet webshoppen en make-over eller at se mit armbånd på en ønskeliste.

Der er også noget charme i de små virksomheder, der danser en lille dans hver gang, de får et salg. Jeg skriver også selv stadig et lille personligt kort til alle, der køber et armbånd og støtter min drøm på den måde!

4. Hvad er dit bedste råd til nye iværksættere?

Jeg vil faktisk helst give et råd til kommende iværksættere: lad jer ikke skræmme af regler, årsopgørelser og momsberegning! Det havde længe stået i vejen for min drøm om at åbne min egen smykkevirksomhed.

Til sidst fik jeg nok og oprettede et IVS under en halvkedelig forelæsning bare for at springe ud i det – sådan nogle kan være svære at lukke igen, så jeg kunne føle mig nødsaget til bare at lære det hele undervejs. Og så gik det hele jo faktisk godt.

5. Hvilken bog/podcast kan du anbefale til andre iværksættere?

Jeg nævner altid gerne “How to Win Friends and Influence People” af Dale Carnegie. Rent ud sagt så får man bare så meget ud af at kunne opføre sig ordentligt – specielt som iværksætter, hvor man er sit brand udadtil. Jeg hørte den på lydbog på cyklen til og fra studiet (jeg har kun 2,5 km hver vej, så det tog mig lidt tid), og jeg har virkelig taget meget af den til mig.

Især har det påvirket, hvordan jeg opbygger mine mails – som tidligere nævnt er dette en meget vigtig kommunikationsvej at kunne begå sig på. Jeg kan huske, jeg satte mig ned direkte efter den pågældende cykeltur og skrev en lang mail til min daværende chef om de meget ringe arbejdsvilkår og sammenhold, og det virkede åbenbart så godt, at han tog det meste af det som ros, selvom det slet ikke var hensigten.

Published by Julie Forchhammer

Julie har stiftet og driver Jeelie - en webshop, der sælger eksklusive smykker til mænd og kvinder. Julie stiftede Jeelie ved siden af sit studie og har påtaget sig samtlige roller som iværksætter for at få succes med sin startup.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *