Mød Anders Fogh: Nomineret til EY Entrepreneur Of The Year 2019

1. Hvad laver din virksomhed – og hvad er din rolle i virksomheden?

Mit navn er Anders Fogh, jeg er founder & CEO for virksomheden Startup Central. Vores altoverskyggende mål hos Startup Central, er at hjælpe iværksættere i gang med deres rejse. Dette foregår via en online platform, hvor iværksættere igennem en abonnementsløsning får adgang til alle de redskaber, som de skal bruge, samt ubegrænset coaching fra over 50 forskellige erhvervsfolk.

2. Hvad var din første udfordring som iværksætter?

Konceptet bag Startup Central bygger i høj grad på de fejl, som jeg selv tidligere har begået, under mit iværksættereventyr. Mange af vores medlemmer sidder med de samme problemer som jeg gjorde, da Startup Central gik fra idé til virkelighed. De fejl jeg begik, og som vi forsøger at gøre mindre skelsættende for vores medlemmer, byggede i høj grad på manglende viden.

Det er svært som iværksætter at forberede sig på alle de problematikker man render ind i. Dette skyldes i høj grad, at iværksætteri i sin reneste form ofte er uforudsigelig og jeg var derfor nødt til at komme til erkendelsen: Ingen kan alt.

Den viden jeg fik fra min salgsuddannelse var helt sikkert brugbar til at sælge Startup Central til kunderne. Men derimod var min manglende viden omkring de juridiske og skatte/momsmæssige forhold ligeledes en hæmsko. Den eneste måde hvorpå jeg kom udover denne problemstilling var at søge hjælp ved de virksomheder og coaches, som nu i høj grad udgør Startup Centrals service.    

3. Hvad har været din bedste oplevelse som iværksætter?

Jeg elsker tilværelsen som iværksætter og på den baggrund er det svært at fremhæve et enkeltstående øjeblik, som kan indfange alle de oplevelser iværksætteri kan give. Det var et stort øjeblik, da vi blev nomineret til EY Entrepreneur Of The Year 2019 i kategorien Start-up.

Det der skaber størst glæde, er dog i højere grad at møde ind på kontoret og se mit hold arbejde hårdt, for at skabe de bedst mulige forudsætninger for at Startup Central. Det arbejde som mine medarbejdere og jeg laver hver eneste dag, for at hjælpe andre iværksættere, skaber en utrolig tilfredsstillelse og må være grundlaget for de bedste oplevelser, som iværksætteri har givet mig.

4. Hvad er dit bedste råd til nye iværksættere?

Iværksætteri kan give et utroligt eventyr, med både op- og nedture, så hvis jeg skal give et råd til alle dem der sidder og overvejer en karriere som iværksætter: Kom i gang! Der er altid tusind undskyldninger for at udsætte eller helt undlade at forfølge dine drømme, men hvis du blot arbejder hårdt, kommer du ikke til at fortryde det.

Enhver iværksætter kommer til at møde store problemstillinger og du vil også komme til at lave fejl, men det skaber karakter og hvis du ligger det nødvendige arbejde i din idé, vil du også overkomme enhver udfordring.

5. Hvilken bog/podcast kan du anbefale til andre iværksættere?

Hvis jeg skal anbefale en bog, som jeg syntes enhver iværksætter bør læse, er det: ”Crush It!: Why NOW Is the Time to Cash In on Your Passion”, der er skrevet af den hviderussisk-amerikanske iværksætter, Gary Vaynerchuk.

Gary Vaynerchuk ligger inde med en evne til at gøre iværksætteri lettere forståeligt og så har han en klar filosofi, om at alle fortjener at elske det de laver og være så passioneret omkring det, at de ikke kan undgå at blive en succes. Med den approach kommer fokusset i højere grad til at ligge på personlig branding, frem for det klassiske kroner/øre-perspektiv.

Hvis podcast er mere tiltalende for dig, vil jeg anbefale dig at lytte til Iværksætterhistorier, der har Esben Brandborg Østerby som vært. Esben har en evne til at forholde sig både kritisk og nysgerrigt overfor sine gæsters iværksætterhistorier. Denne evne skaber nogle helt vildt spændende podcast, som er meget relevante for enhver iværksætter.

Det hele handler om: Synlighed, synlighed, synlighed!

1. Hvad laver din virksomhed – og hvad er din rolle i virksomheden?

Jeg har flere virksomheder, som alle ligger under mit driftsselskab MASO Consult ApS. Så jeg betragter mig mere som serieiværksætter, investor, konsulent og virksomhedsejer. Jeg startede Tempigo ApS (booking platform til vikarbureauer) sammen med to andre i mit netværk for år tilbage, men vi blev uenige om strategien, så vi lukkede virksomheden efter bare 1 år.

Siden har jeg startet nye forretninger, samtidig med at jeg har arbejdet som freelance konsulent i store virksomheder landet over. Min drøm er dog at opbygge en virksomhed med ansatte, og så kunne leve af dette på sigt. Jeg har mange forretnings-ideer, men ikke alle er blevet til noget. Jeg har selv lavet en webshop (www.maso-shop.com), mere som et forsøg og fordi jeg kunne (eller rettere jeg youtubede mig til det). Dernæst har jeg, i samarbejde med Aarhus kommune, startet en “popup shop”, som tager rundt på plejehjem og sælger forskellige varer, som beboerne selv har svært ved at komme ud og handle. Jeg har søgt efter personale, som kunne tage nogle vagter, men det er ikke lykkedes mig at finde de rette personer hertil. Så derfor er jeg netop igang med at digitalisere denne del af min forretning, men det er stadig på forsøgsbasis, og stadig lidt hemmeligt, så jeg kan ikke fortælle så meget herom endnu.

Derudover er jeg investor og business advisor i virksomheden iDrop, som reparerer smartphones, iPads og Macbooks mm. Vi er netop ved at udvide forretningen ved at indgå samarbejde med store erhvervskunder, og har store ambitioner, hvor vi bl.a. har et nyt koncept på vej.

Jeg er desuden i samarbejde med en ung iværksætter ved at starte virksomheden Freelancerhub, som er en platform til konsulenthuse, hvor vi tilbyder en unik algoritme, som kan matche kandidater op imod konsulenthusenes kunder. Vi søgte investerings midler hos vækstfonden, men det er desværre ikke lykkedes i først omgang. Derfor går vi nu andre veje. Vi har en Beta version klar, og den forsøger vi at udvikle i samarbejde med en pilotkunde, så vi kan få den færdiggjort og tilpasset kundernes behov.

Jeg har også nogle bijobs, hvor jeg bl.a. er freelance account manager hos Fundbricks, som har udviklet et unik crowfunding koncept, hvor de formidler kontakt imellem investorer og ejendomsudviklere. Pt har jeg dog ikke tid til at være så aktiv på dette område, men tænker også selv at investere i disse projekter, da man jo pt skal betale for at have likvide midler stående i banken.

2. Hvad var din første udfordring som iværksætter?

Mine største udfordringer som iværksætter har været at jeg har manglet finansieringsmidler, og finder det svært at få kontakt til risikovillig kapital i DK. Det har nødvendiggjort at jeg har måtte arbejde som freelance konsulent for at kunne skaffe kapital til at finansiere mine virksomheders opstart. Derfor har jeg ikke kunnet koncentrere mig 100% om mine forretnings-koncepter, hvilket er meget frustrerende, da det nogle gange handler om at komme først (time-to-market). Havde jeg haft adgang til de rette investorer i mit netværk, så havde jeg nok været et helt andet sted med flere af mine virksomheder den dag i dag. Men jeg giver aldrig op og det skal nok lykkedes mig at få succes med flere af mine iværksætter virksomheder.

Desuden løber jeg ofte ind i udfordringer med at blive “synlig”. Man kan have en nok så flot og velkørende “Mercedes i sin garage”, hvis ingen kender til den! Det hele handler om “synlighed”, “synlighed”, “synlighed” (lige som beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed inden for ejendomme). Så der skal tænkes kreativt og intensivt hvad angår marketing – og gerne ofte og på så mange kanaler som muligt (omnichannel).

3. Hvad har været din bedste oplevelse som iværksætter?

Mine bedste oplevelser er når “der er fuld damp på” og toget bare kører derudaf, også selvom man ikke tjener penge nok til at det giver overskud. Men bare det at være med til at skabe noget der giver værdi for kunderne, er noget der kan gøre mig helt høj. Det er selvrealisering jvf. Maslows behovspyramide. Når og hvis jeg så kan leve af det, så er det jeg bliver lykkelig og har nået mine mål.

4. Hvad er dit bedste råd til nye iværksættere?

Lad dig ikke skræmme af hvad andre siger eller af janteloven. Kæmp din egen kamp, og giv aldrig op. For du vil møde modstand, og få nedture når eks. kunderne udebliver, omkostninger stiger etc. Men selv i disse dystre tider, skal du fokusere på dine mål. Brug evt. dit netværk (jeg har selv haft meget glæde af eks. https://www.konsulentnetvaerk.dk/ – men jeg går også jævnligt til andre arrangementer for at netværke og møde nye mennesker og derved få nye ideer eller afprøve eksisterende ideer.

5. Hvilken bog/podcast kan du anbefale til andre iværksættere?

The Lean Startup af Eric Ries.

Det bedste er oplevelsen af ultimativ frihed

1. Hvad laver jeres virksomhed – og hvad er din rolle i virksomheden?

Vores virksomhed, Plutonic Media, er et digitalt marketingbureau, som hjælper ambitiøse virksomheder med at øge deres online synlighed og salg gennem datadrevet og intelligent online markedsføring. Vi stiftede virksomheden tilbage i juni 2019, men har på blot 7 måneder allerede etableret en virksomhed i hjertet af København med 7 fuldtidsansatte, hvor vi hjælper både store såvel som små virksomheder på tværs af services såsom SEO, Google Ads samt annoncering på Facebook, LinkedIn og Pinterest.

Min rolle i virksomheden er mangesidig på nuværende tidspunkt, da jeg både står for den daglige drift, ledelse og fortsat stadig sidder i en eksekverende rolle som digital marketing konsulent.

2. Hvad var din første udfordring som iværksætter?

Der er mange udfordringer, når man starter som iværksætter, da du får endeløse opgaver som falder uden for dit eget kompetencesæt. Jeg har heldigvis haft et bredt netværk, som har kunne hjælpe mig med jura, bogføring, økonomi o.lign. enten gratis eller til favorable priser.

En af vores største udfordringer er faktisk, at vi er nystartet. Nogle virksomheder vælger os fra i salgsprocessen, da det for dem føles usikkert at starte et større samarbejde med et ikke-etableret marketingbureau. Selvom vi har erfaringen og troen på egen evner, kan det være svært at overbevise andre uden en ”proven track record” i vores nye regi. Derfor arbejder vi på at få udarbejdet nogle cases.

3. Hvad har været din bedste oplevelse som iværksætter?

Der er mange gode oplevelser at vælge mellem, men en af de bedste må klart være, da jeg valgte at hyre min mor som økonomikonsulent og ekstern bogholder – betalt vel og mærket. Det er en fed følelse, at kunne give sin mor løn, men samtidig også dele min hverdag og den rejse jeg er på sammen med hende.

Overordnet set er noget af det bedste ved at være iværksætter og virksomhedsejer, at du oplever den ultimative frihed. Du kan selv vælge dine arbejdstider, samarbejdspartnere og virksomhedskultur.

4. Hvad er dit bedste råd til nye iværksættere?

Jeg ville være sikker på, at min virksomhed skulle blive en succes før, at jeg overhovedet stiftede den. Hvis du går med drømmen om at starte din egen virksomhed, så kan jeg anbefale dig at følge min opskrift:

  • Lær en branche at kende
  • Find partnere med komplementære kompetencer
  • Hav en klar salgsstrategi
  • Spar penge op på forhånd

Inden jeg stiftede Plutonic Media, valgte jeg at lære alt om branchen inden for digital marketing, som i forvejen var noget jeg interesserede mig for. Jeg blev en haj til søgemaskineoptimering og digital annoncering, men manglede mere eller mindre en som kunne – og havde lyst til– at sælge. Salg er noget af det vigtigste i enhver virksomhed, da det holder vækstmotoren i gang. En af mine stiftende partnere er derfor sælger helt ind til benet, og han tøver ikke med at gribe knoglen dag ud og dag ind, hvilket skaber grundlaget for alt salg i virksomheden.

Det er også essentielt at spare penge op, hvis du gerne vil kunne vækste i et højt tempo, da det tillader dig at gå i en længere periode uden at trække løn ud.

5. Hvilken bog/podcast kan du anbefale til andre iværksættere?

Jeg er hverken den store bogorm eller podcast lytter, men det sker da i ny og næ. I forhold til markedsføring og podcast kan jeg bl.a. anbefale Marketing Morgen, PotterCut og Marketing School.

Det vigtigste har været at forventningsafstemme fra starten

1. Hvad laver jeres virksomhed – og hvad er din rolle i virksomheden?

Jeg hedder Stefan Hühne. Jeg er partner, og leder i virksomheden Jur Nordica. Vi beskæftiger os lige nu med at bestride ulovlige parkeringsafgifter på www.parkeringsafgift.dk

2. Hvad var din første udfordring som iværksætter?

Det er svært at beskrive, hvad der lige præcist var vores første store udfordring, idet iværksætteri konstant byder på nye udfordringer og faldgruber. Den første problemstilling vil altid være at finde på den idé, som du helt og fast tror på. Hvis du allerede i starten er i tvivl, så vil det meget hurtigt kunne fælde dit projekt når problemerne rammer.  

Det vigtigste for min start har været at forventningsafstemme allerede fra starten. Det kan meget hurtigt føles uretfærdigt, og skabe en generel dårlig stemning, såfremt ambitionerne mellem stifterne er forskellige. Jeg tror på, at der altid vil være nogle som enten brænder mere, eller har mere tid til projektet. Det er derfor vigtigt, allerede før de første grundsten er lagt at udpensle hvilken arbejdsbyrde de forskellige kan og vil give til projektet. Det er i sammenhæng med dette vigtigt at alle overholder de deadlines som der er blevet aftalt. 

At starte en virksomhed sammen er det samme som at være i et forhold i den forstand, at tilliden er meget svær at genoprette, hvis den er blevet brudt flere gange ved overtrådte deadlines og dårlige undskyldninger. Du skal derfor være meget påpasselig med hvem du invitere med i din drøm. Da jeg samlede teamet i begyndelsen, brugte vi mange timer på at aftale den indbyrdes arbejdsindsats. Dette har i dag betydet at jeg ikke kunne ønske mig et bedre team.

3. Hvad har været din bedste oplevelse som iværksætter?

Den bedste oplevelse har for mig været følelsen af at have total autonomi over et projekt, og langsomt se det vokse til den idé, som jeg havde i tankerne da jeg startede. Det har ligeledes været følelsen af succes, hver gang vi har overvundet nye uforudsete problemstillinger. 

4. Hvad er dit bedste råd til nye iværksættere?

Mit bedste råd til nye iværksættere er at tro på projektet fra starten. Du kommer løbende til at blive mødt med uendelig mange uforudsete udfordringer, hvilket hurtigt kan vippe dig af pinden, hvis ikke du allerede fra starten tror på hvad du laver.

Du skal ligeledes ikke være ked af det, såfremt dit første projekt ikke lykkedes. Det har taget mig 1.5 år, og 5 forskellige idéer, før jeg i fællesskab grundlagde min nuværende virksomhed. Du skal ikke se det som nederlag, hvis dine første projekter ikke bliver til noget. Din iværksætter-værktøjskasse bliver hele tiden større når du arbejder på en idé – arbejdet er aldrig spildt. 

5. Hvilken bog/podcast kan du anbefale til andre iværksættere?

Jeg kan anbefale bogen ”De fire leveregler” af Don Miquel Ruiz, idet jeg ikke tror på at du kontinuerligt kan arbejde og få succes med din ide, hvis ikke du er i nogenlunde fred med dig selv og dine omgivelser.  Hvis du ikke privat har ro med dig selv som menneske, så er jeg overbevist om at dette vil spilde over i dit iværksætteri, og langsomt kvæle din idé.

Julie fik nok og oprettede et IVS under en halvkedelig forelæsning

1. Hvad laver din virksomhed – og hvad er din rolle i virksomheden?

Min virksomhed, Jeelie, sælger eksklusive smykker til mænd og kvinder i alt fra ædelsten og rådiamanter til mammuttand og rokkeskind.

Jeg har altid haft en interesse for de materialer, jeg bruger i smykkerne og designet, som jeg selv ligger længe og leger med. Da virksomheden er bygget op ved siden af mit studie på et sparsomt budget, har jeg selv påtaget mig alle roller; webshopopsætning, erhvervskonto, sociale medier, SEO, fotografering, indkøb, design og produktion for at nævne de åbenlyse.

Jeg står også selv model på billederne – det er nok en af førsteprioriteterne at få afsat, når pengene er til det! 

2. Hvad var din første udfordring som iværksætter?

Min første udfordring er og bliver markedsføring! Jeg er stædig nok til at ville lære at gøre det selv, men jeg er overhovedet ikke aggressiv nok til at få det igennem.

Jeg har så pokkers svært ved at insistere på at få et møde med butiksindkøberen, når man ellers lige er blevet henvist til det sorte hul af ”alt foregår over mail” af medarbejderen. Der er så mange om buddet på nettet, at det er nær umuligt at skille sig ud uden, at kunden har prøvet smykket på armen.

3. Hvad har været din bedste oplevelse som iværksættere?

Der er så mange små succeser i at se noget vokse fra ingenting! Der er endnu ingen Chanel-taske, der kan give mig samme glæde som ved at have givet webshoppen en make-over eller at se mit armbånd på en ønskeliste.

Der er også noget charme i de små virksomheder, der danser en lille dans hver gang, de får et salg. Jeg skriver også selv stadig et lille personligt kort til alle, der køber et armbånd og støtter min drøm på den måde!

4. Hvad er dit bedste råd til nye iværksættere?

Jeg vil faktisk helst give et råd til kommende iværksættere: lad jer ikke skræmme af regler, årsopgørelser og momsberegning! Det havde længe stået i vejen for min drøm om at åbne min egen smykkevirksomhed.

Til sidst fik jeg nok og oprettede et IVS under en halvkedelig forelæsning bare for at springe ud i det – sådan nogle kan være svære at lukke igen, så jeg kunne føle mig nødsaget til bare at lære det hele undervejs. Og så gik det hele jo faktisk godt.

5. Hvilken bog/podcast kan du anbefale til andre iværksættere?

Jeg nævner altid gerne “How to Win Friends and Influence People” af Dale Carnegie. Rent ud sagt så får man bare så meget ud af at kunne opføre sig ordentligt – specielt som iværksætter, hvor man er sit brand udadtil. Jeg hørte den på lydbog på cyklen til og fra studiet (jeg har kun 2,5 km hver vej, så det tog mig lidt tid), og jeg har virkelig taget meget af den til mig.

Især har det påvirket, hvordan jeg opbygger mine mails – som tidligere nævnt er dette en meget vigtig kommunikationsvej at kunne begå sig på. Jeg kan huske, jeg satte mig ned direkte efter den pågældende cykeltur og skrev en lang mail til min daværende chef om de meget ringe arbejdsvilkår og sammenhold, og det virkede åbenbart så godt, at han tog det meste af det som ros, selvom det slet ikke var hensigten.

Så gør vi det fandme selv

1. Hvad laver jeres virksomhed – og hvad er din rolle i virksomheden?

Kort sagt leverer vi den mest brugervenlige sensor- og reguleringsløsning på markedet.

Consibio er en Aarhus-baseret start-up, der udvikler IoT-platformen Monesco til automatisk monitorering og regulering af industrielle biologiske processer. 

Platformen er blevet særlig populær hos virksomheder, der arbejder med innovative løsninger til grøn omstilling. Virksomheder indenfor insektproduktion, bæredygtig fødevareproduktion og biogas, er tilbagevendende kunder, der får deres sensor- og automationsløsninger leveret fra Consibio.  

Min primære rolle i butikken er forretningsudvikling, men som iværksætter har man mange ”kasketter” på. At kunne administrere den store pallette af opgaver, der hæfter sig til en start-up, er måske den vigtigste egenskab at besside.

2. Hvad var din første udfordring som iværksætter?

Jeg fristes til at skrive funding, prioritering af tid, netværk etc., MEN i virkeligheden har den første og nok også største udfordring været, at lægge sin jyske mentalitet på hylden. Få indkodet i sit DNA, at vores produkt og service ikke kun er billigere end konkurrenternes, men at vi også slår dem på samtlige relevante parametre. Vi har et team af ingeniører, der kan udvikle hvad som helst bedre end hvem som helst. 

Og jeg tager da også fuldt ud på min kappe, hvis det skal vise sig, at jeg ikke er lykkedes tilstrækkeligt med at komme ud med dette budskab.

3. Hvad har været din/jeres bedste oplevelse som iværksættere?

Afslaget på innovationsfondens InnoFounder. Vi havde i en længere periode reddet på en bølge af soft money, der gav en uovertruffen sikkerhed, og vi søgte i den forbindelse også innovationsfondens InnoFounder program. Programmet ville have givet løn i ét år til medstifter Johan, der afsluttede sin uddannelse som civil ingeniør i juni 2019. Afslaget kom som en kæmpe skuffelse, men der opstod en energi i kølvandet, der emmede af ”så gør vi det fandme selv”. 

Allerede i juli nåede vi vores mål for omsætning 2019. Det har vist sig at være det bedste afslag, vi nogensinde har fået.

4. Hvad er dit bedste råd til nye iværksættere?

Det skal være et mål at arbejde smart, ikke meget. Den største risiko, man har som iværksætter, er at man begraver sig i en mørk kælder med produktudviklingen, og aldrig kommer ud med sine produkter eller får snakket med sine kommende kunder. Det kan ofte undgås ved at få friske øjne på butikken. Sandheden er, at man sjælendt ender med at lave forretning ud fra sin plan A.

5. Hvilken bog/podcast kan du anbefale til andre iværksættere?

Running Lean – Ash Mauya  

Sådan opsætter du et godt spørgeskema til en markedsundersøgelse

En markedsundersøgelse kan være et meget stærkt værktøj både ved opstart af virksomhed (for at validere idéen) og senere når virksomheden er mere etableret (for at identificere tendenser eller usete muligheder for nye salgskanaler og markedsføring).

Uanset hvilket formål din markedsundersøgelse har, er der nogle simple guidelines der er gode at følge, når der skal opsættes et spørgeskema.

1. Undgå så vidt muligt spørgsmål der kræver lange svar

For at sikre den højest mulige gennemførelsesprocent af din undersøgelse, skal du undgå spørgsmål, hvor respondenten selv skal indtaste et langt svar. Hjælp respondenten på vej ved at liste muligheder op, og tilføj evt. et ”andet” så der er plads til et kort alternativt svar. På denne måde bliver dine resultater også langt nemmere at analysere.

Eksempel: Hvad var den største udfordring ved at starte på en videregående uddannelse?
A.    Indgå i gruppearbejde
B.    Lære at tage gode noter
C.    Finde min studieteknik
D.    Balancere det faglige/sociale
E.    Andet:

2. Lav et dummy-spørgsmål

For at undgå at folk blot trykker på vilkårlige valgmuligheder uden at læse spørgsmålene, kan du opsætte et dummy-spørgsmål, der eliminerer de respondenter, der ikke svarer rigtigt på spørgsmålet. Det skal altså været et spørgsmål, der er meget ligetil og hvor der kun findes ét rigtigt svar.

Eksempel: Bekræft nedenfor at du har læst dette spørgsmål:
A.     Det har jeg
B.     Det har jeg ikke
C.     Måske

3. Brug forgreningslogik

Mange spørgeskema-programmer tilbyder forgreningslogik, som helt simpelt lader dine respondenter tage forskellige ”veje” i dit spørgeskema. Det forklares nemmest med et eksempel:

Hvilket transportmiddel bruger du til at komme på arbejde?
A.    Jeg går
B.    Jeg cykler
C.    Offentlig transport
D.    Bil

Svarer respondenten C skal vedkommende ikke præsenteres for spørgsmål der relaterer sig til at gå, cykle eller tage bilen. Derfor blive respondenten ledt direkte til spørgsmål C1:

Ved offentlig transport, hvordan betaler du da for din rejse?
A.     Alm. Rejsekort
B.     Pendlerkort
C.     Kontant

Ved at benytte disse ”veje” gennem et spørgeskema sørger du for, at respondenten bliver hurtigere færdig med spørgeskemaet (hvilket sikrer en højere gennemførelsesprocent), og så virker det desuden meget mere professionelt.

Hos Taskflex laver vi mange markedsundersøgelser. Skal vi hjælpe dig?

Så kontakt os her.

Guide til momsindberetning: 5 hurtige steps!

Mange iværkstættere og virksomhedsejere er frustreret over de jævnlige processer forbundet med momsindberetning. Men det behøver faktisk ikke være så bøvlet. Taskflex præsenterer her en nem og hurtig guide til momsindberetning:

Momsindberetning – 5 steps:

1. Sørg for at bogholderiet stemmer.

Som det allerførste, skal du sørge for at bogholderiet for nærværende momsperiode stemmer. Hvis det ikke stemmer, skal du hurtigst muligt gennemgå bogføringen, således du kan indberette momsen på et korrekt grundlag.

2. Log ind på skat.dk

Når bogholderiet stemmer, skal du logge ind på SKAT’s hjemmeside. Inde på TastSelv Erhverv kan du vælge at indberette momsen.

3. Indberet momsen på skat.dk

Når du indberetter momsen på skat.dk, bliver du præsenteret for nogle felter, hvori du skal angive din købsmoms og salgsmoms. Du kan nemt aflæse de relevante værdier i dit regnskabsprogram (f.eks. Dinero). Udfyld felterne og tryk indberet.

4. Betal momsen (hvis du skylder)

Nu har du indberettet momsen til SKAT. Du skal betale moms til SKAT, hvis din salgsmoms overstiger fradraget fra din købsmoms (det er kun positivt, da det betyder, at du sandsynligvis har solgt for mere end du har købt). Du kan finde betalingslinjen under dine stamoplysninger på skat.dk. Husk at sætte momsen til betaling max 5 dage før månedsskiftet – ellers sender SKAT dine penge retur.

5. Afregn/bogfør momsindberetningen

Til allersidst skal du blot bogføre momsindberetningen. Det forekommer meget nemt i regnskabsprogrammer, hvor du blot skal angive hvilken dag du har betalt momsen.

Fremtidige frister for momsindberetning:

De næste 3 frister for kvartalårlige momsindberetninger er følgende:

  • 2. september 2019
  • 2. december 2019
  • 2. marts 2020

Hvis din virksomhed anvender halvårlig momsindberetning, så skal du forholde dig til 2. september 2019 og 2. marts 2020.

Lyder det som en stor omgang?

Hvis du stadig synes momsindberetning er en frustrerende og tidskrævende opgave, så kan du overveje at lade en dygtig studerende klare det for dig. Gennem Taskflex tilbyder dygtige økonomistuderende at lave din momsindberetning – Priserne starter fra kun 500 kroner ex moms!

Fra sur pligt til simpel vane: Anvend rutiner!

Mange selvstændige skal dagligt forholde sig til opgaver, der føles som sure pligter. Opgaver som bogføring, besvarelse af mails og ikke mindst opkald til nye potentielle kunder kan være trættende for mange iværksættere.

Disse opgaver er dog ofte vigtige og udslagsgivende for succes i din virksomhed. Dette blogindlæg foreslår derfor en måde hvormed du kan omfavne de sure pligter. Hos Taskflex blev vi for nyligt inspireret af marketing-legenden Seth Godin, som kunne fejre sit 11-års jubilæum med daglige blogindlæg.

Seth Godin skriver om streaks og hvordan disse kan benyttes til at skabe vaner:

Streaks are their own reward.
Streaks create internal pressure that keeps streaks going.
Streaks require commitment at first, but then the commitment turns into a practice, and the practice into a habit.
Habits are much easier to maintain than commitments.

Streaks kan altså være en spændende måde at ændre sure pligter til simple vaner – og vaner er unægteligt nemmere at vedligeholde. Prøv eksempelvis at gøre en daglig vane ud af at ringe til 3 potentielle kunder hver dag lige inden du holder fyraften. Og husk: det tager minimum 21 dage at danne en vane (Maltz, 1960).

Mangler du inspiration til gode vaner som selvstændig? Tjek vores tidligere blogindlæg.

3 gode arbejdscaféer i København og Aarhus (også til møder)

Som lille virksomhed har man ikke altid adgang til de fedeste mødelokaler – måske du endda arbejder hjemmefra uden kontor. Ikke desto mindre er det rart at komme uden for vante rammer en gang i mellem, og heldigvis er der begyndt at dukke mange gode caféer og arbejdssteder op rundt omkring i København og Aarhus.

Her kommer vores 3 favoritter i hver by:

København:

Vores tre foretrukne i hver sin bydel.

Arbejdernes Landsbank arbejdsrum lige ved Nørreport

Det er en lidt skjult perle, som Københavnerne så småt er begyndt at opdage. Arbejdernes Landsbank har lavet et super godt workspace til studerende og selvstændige, hvor der er ro, behagelige stole og masser af strømstik. Der er endda en terrasse til når vejret er godt. Det ligger lige ved Nørreport, og man må medbringe drikkevarer og mad fra Emmerys, der ligger lige nedenunder. Det er ideelt til uformelle møder og til et par timers intensiv arbejde i et frit miljø.

Adresse: Nørre Voldgade 17, 1. sal – læs mere her.

Café Friheden på Nørrebro

Caféen ligger lige ved Esromgade 15, der huser en masse spirende danske virksomheder. Med det åbne layout og kaffe til 15 kroner, er café Friheden optimalt til at få lavet noget arbejde eller mødes til kaffe. Deres menu byder desuden på rigtig lækker mad og forskellige drikke til overkommelige priser. Der er ikke mange stikkontakter, så sørg for at mød op med en opladet computer. Også her kan man sidde ude, når vejret tillader det.

Adresse: Ved Nørrebro Skatepark – Esromgade 15 – læs mere her.

NOHO i Kødbyen

Om dagen er NOHO besøgt af mange flittige arbejdende, da stedet er indrettet perfekt til selvstændigt arbejde eller mindre møder. Med den kreative indretning er NOHO et godt sted at få inspiration og en rigtig god iskaffé. Om aftenen forvandler stedet sig til en sprudlende cocktail-bar, så man kan passende får sig en fyraftens-drink efter endt arbejde.

Adresse: Flæsketorvet 28 – læs mere her.

Aarhus:

Både gode til selvstændigt arbejde og møder.

LYNfabrikken på Vestergade

Denne café er en af vores klare favoritter. Med arbejdsplader ved store vinduer og mulighed for booking af mødelokaler, er dette sted oplagt for den selvstændige, der søger nye rammer. Der er stikkontakter flere steder, så computeren kan oplades i løbet af timerne, man sidder der. Der serveres hovedsageligt café-mad- altså masser af kaffe og til den mindre sult. Indretningen er lys og moderne i ægte iværksætter-stil.

Adresse: Vestergade 49 – læs mere her.

Klubhæftets Kaffebar på Nørre Allé

Der er ikke så mange mennesker, hvilket skaber en dejlig rolig atmosfære til at sidde og arbejde. Indretningen er helt simpel og indbyder ikke til det mest kreative arbejde, men fungerer godt til fordybning. Desuden sælger de Danmarks bedste romkugle – what’s not to like.

Adresse: Nørre Allé 78 – læs mere her.

DOKK1 ved vandet

Her nydes en af de bedste udsigter i Aarhus, men man skal også være forberedt på at betale for den. Kaffe er nemlig til den dyre side her. Det er ikke desto mindre et godt sted at foreslå et møde, da den storslåede udsigt sætter stemningen for store aftaler.

Adresse: Hack Kampmanns Pl. 2 – læs mere her.

Hvor kan du godt lide at sidde og arbejde? Giv os tips til flere steder på vores Facebook-side eller via info@taskflex.dk